Loading...

Danmarksmester

Danmarksmester ved Skills 2022 - Mediegrafiker

Scroll

Mediegrafiker i Forsvaret, Rollemodel og nu, Danmarksmester.

Hvor skal jeg starte.

For lidt over to år siden satte jeg foden for første gang i Forsvaret. En arbejdsplads jeg altid gerne ville være en del af, og en drøm om at træde ind ad døren der nu var gået i opfyldelse. Dog måske lidt på en anden måde som civil.

Starten

Jeg kom ind på min drømmeuddannelse som Mediegrafiker ca. et halvt år før, og fik efter en masse søgen, en elevplads hos Forsvaret ved Hærens Fjernundervisnings element. Et element der i den grad over de sidste par år, har fået travlt pga. Corona, men også især pga. udviklingen indenfor fjernundervisning generelt. Til dagligt producerer vi alt inden for læringsmateriale til hele koncernen. Alt fra videoer omkring de nye sikkerhedsregler ved skydninger, til lærings- og teaser videoer til Forsvarets materiale.

Jeg er ikke typen der sidder stille. Jeg har før Mediegrafiker uddannelsen taget en uddannelse i hjemmeside programmering og lige før mediegrafiker, tog jeg grundforløbet som fotograf. Så værktøjskassen er stor hos mig, og kompetencerne stærke og brede. Uddannelse er uden tvivl super, super, vigtigt for mig. At lære, præstere og lære fra mig, er nok det bedste jeg ved. Netop det er også blevet anerkendt fra skolens side. Skolen tog mig tidligt til side i mit skoleforløb og spurgte om jeg ville være rollemodel for uddannelsen og dermed en form for ambassadør for skolen. En mulighed jeg ikke kunne sige nej til.

Arbejdsdag i Forsvaret

På lokation eller ved skrivebordet. Dagene er forskellige når man til dagligt er i Forsvaret

Rollemodel

Som rollemodel for uddannelsen tager jeg et par gange i måneden ud og holder oplæg for folkeskolernes udskoling, 7.-10. klasserne og forklarer dem om de valg de har for fremtiden. Jeg snakker om hvad EUD og EUX er for noget og hvordan min vej til min uddannelse har været. Men vigtigst af alt fortæller jeg dem om alle de muligheder de selv har, hvilke veje man kan gå og svarer på alle deres spørgsmål de måtte have omkring EUD og EUX.

Under disse oplæg på skolerne er der også en sekvens, hvor jeg snakker om, hvor jeg er i lære henne, og hvad jeg til dagligt laver i min praktiktid. Her er der mange der bliver helt forbavset over at Forsvaret faktisk også har civile, der til dagligt sidder på et kontor og laver grafik, billeder og video. De unge er super interesserede i at høre mere om det, jeg går og laver, men også hvad der ellers sker i Forsvaret og alle de muligheder, der også findes derinde.

Skolebesøg i Kolding

Som en del af noget større og en del af en gruppe af folk der vil unge det bedste, tager jeg rundt på skoler og hjælper udskolingen med at finde en vej til deres fremtid.

Danmarksmester

For et lille halvt års tid siden fik jeg en opringning af min klasselærer. En opringning jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at få. Jeg havde godt gået og drømt om det, men aldrig troet at jeg ville nå det niveau.

Jeg skulle deltage til Danmarksmesterskaberne i Mediegrafiker som repræsentant for Hansenberg.

Jeg har i 2 år knoklet og knoklet for at nå et niveau, som ville få mig i betragtning til DM. Jeg har arbejdet dag og nat på diverse skoleopgaver, for altid at aflevere og levere det ypperste. Og det gav pote. For her stod jeg med 4 måneders intensiv træning foran mig, så jeg kunne være så klar som muligt til et Danmarksmesterskab.

Dagen har ramt 30. april. 4 måneders hård træning er ovre, 3 dages intensiv Danmarksmesterskab er afsluttet. Emnet blev i år, for Mediegrafikernes vedkommende, ”Tour de France”. Her skulle vi producere alt fra Logo, brochure og video. Opgaverne var svære og ikke lige i min boldgade da jeg er mere teknisk anlagt, end at skulle være kreativ på tid, kort tid. Vi afleverede sidste opgave om formiddagen og havde nu et par timer til at vinderen blev råbt op. Min mavefornemmelse havde det fint. Jeg havde afleveret det jeg skulle og var fint tilfreds med det, jeg havde leveret. Jeg havde set, hvad de andre havde leveret og havde faktisk lidt sagt til mig selv, at det ikke ville være mig.

Vi går over scenen, og måske er det min sidste gang på denne scene, foran et fyldt telt og foran tusinder derhjemme, der også følger med. Blandt publikum sidder min mor, far og min kæreste og der har støttet mig hele vejen og nu sidder og hepper på mig som var det en fodboldkamp. Jeg ved at der online også er mange af mine venner og klassekammerater der følger med. Vi finder vores pladser og nu er der kun ventetiden tilbage. Ventetiden til at der bliver kåret en danmarksmester. Ceremonien starter og vi sidder spændt og venter på resultatet. Jeg er ikke normalt nervøst anlagt, og heller ikke i dagens anledning. Hovedet er roligt, oplevelsen god, de nye venskaber man har fået er fantastisk. Alt i alt, har det været 3 fantastiske dage.

En efter en bliver danmarksmestre råbt op. Spændingen stiger og stiger jo tættere vi kommer. Vi er nået til mediegrafiker. Nu er det nu. Jeg kan ikke gøre mere, der er fundet en vinder. Tankerne flyver rundt i hovedet for selvfølgelig håber jeg det er mig. Tiden er nærmest gået i stå. Vinderen er.

De vildeste dage, nogensinde

Der blev knoklet og kæmpet til det sidste. Dagene var lange men energien og opbakningen var massiv.